Læbestift gjorde min mor så ked af det.
I vores 50er hjem, med møbler, som fars tømrerfamilie på mors side selv havde bygget, havde vi et sminkebord med spejl med to vinger. På soveværelse.
I starten stod der parfume på bordet. Men det forsvandt. Sminke har jeg slet ikke set på bordet og skufferne tjente som kommode, så længe det varede.
Som lille barn elskede jeg i timevis at knæle foran spejlet. Jeg kunne se mig fra siden og uden at kigge på mig. De her vinger kunne trylle. Jeg så mig mange gange i dybden af spejlet. Jeg kunne lave grimasser og se dem fra flere vinkler. Den anden kiggede på mig, Hun sagde aldrig noget.
Jeg har set børn kysse deres spejlbillede. Sådan havde jeg det slet ikke. Pigen på den anden side af spejlet har været mig. Det vidste jeg godt, Men det har også være pigen på den anden side af spejlet. En uopnåelig drøm. Jeg gik ikke i børnehave. Jeg tror jeg har været et lidt ensomt barn. Men jeg vidste det ikke.
Nogle gange tog min mor læbestift på før at gå ud med far. Jeg var grædefærdig, når jeg så hende så ked af det. Hun var bondepige, kom fra en gammel lille by, hvor deres ”gård” befandt sig mellem domkirke og markedsplads. Hun knoklede som en mand. Storbroen havde Hitler hentet og lillebroren drev den af på partikontoret.
Hendes senere mand, min far, var præsentabel og gjorde karriere, men hun var nobody i den nye storby. Og hun passede ikke rigtig til sin mand.
Hun var meget anderledes end de andre kvinder i storbyen, og havde fuldstændig andre interesser end far. Han elskede at rejse og dyrke sport. Hun havde lært at lave mad og dyrke jord. Men skilsmisse var ikke en option i katolske kredse. Man hang på ens første kæreste. Så at sige. De blev gift som 24 årige og fik hurtigt det første barn, min søster.
Far elskede den tids stand up humor. De kalder det ”karneval” i Köln. Men ”humoren” var spækket med kvindenedgørende vittigheder. Mændene var heller ikke glade for deres ægteskaber i efterkrigstiden. Men de kunne heller ikke klar sig alene.
Når far tog på ferie, insisterede hun på at tage til sin lillebror, der havde arvet gården efter at storebroren var blevet skudt ihjel,
I dag mener jeg, at hun burde have arvet den, eftersom det havde været hende, der havde været sin fars højre hånd igennem mange år. Og burde have fået sig en mand, der gad at være bonde på hendes gård.
Men sådan var det ikke. Hun boede sammen med os i en treværelses lejlighed med bad i et hus, som hurtigt var blevet bygget ovenpå en ruin fra krigen. Vi havde det faktisk godt. Min far havde mistet sin tvillingebror i krigen. Han talte aldrig om ham. Men hans billede prydede vores stue, indtil det ikke gik længere, fordi han havde naziuniform på og min søsters franske udvekslingsvenindes familie blev ræd ved at se det i vores hjem. Far kunne spille få sange på harmonika. Han så så ked af det ud, at jeg drejede på hans knap på jakken for at holde op.
Det er intet, der tyder på, at de i fars eller mors familie – bortset fra lillebroren – havde været begejstret for Hitler. Deres katolicisme holdt dem på afstand og tegnede deres moral i efterkrigstiden. Det tror jeg man kan sige om mange tyskere.
Men katolicismens jerngreb har nu heller aldrig været en velsignelse for kvinder. Slet ikke i Tyskland i 50erne og indtil i dag – hvis man er rettroende.
Også mor har støttet mig lidt økonomisk senere og frigjorde mig fra husarbejde, da jeg var barn, for at jeg kunne gå i skole. Hun havde ikke selv lært at skrive ordentligt, fordi hun skulle arbejde i marken.
Den lille pige i mig har i hver faser i min lille krop ønsket at blive en dreng og på en måde sidder det der stadig.
Men hvis jeg ved noget om denne følelse, så er det, at jeg ikke er ”født” sådan. Jeg ved præcist hvilket begivenheder i mit liv har givet mig den følelse. Den historie må jeg fortælle en anden gang.
Som lille barn havde jeg faktisk allerede forstået, at det ikke er muligt at skifte køn, da det gik op for mig, at jeg uanset hvad de ville gøre med mit køn, forstod, at jeg aldrig – på nogen måde – kunne blive far. Jeg kunne klæde mig ud som dreng, og det gjorde jeg. Jeg har et billede, hvor jeg står med min glad kusine som den demonstrativt lidt stressede brudgom. Hun har slør på. Og et andet , hvor jeg står i slidte læderbukser, arvet af en venlig nabo, og i ens t-shirt ved siden af min fætter. Hans kropsholdning ligner en ”piges”, min en ”drengs”. Og det havde slet ikke været hensigten.
Da vi blev 15, min fætter og jeg, havde han fået enorme muskler. Nu endte vores brydekampe med, at han vandt. Selvfølgelig.
Igennem hele in barndom havde jeg forelsket mig i kvinder eller i andre piger. Jeg kendte ikke ret mange drenge, men jeg kunne aldrig komme kontakt med dem, som jeg uden videre kunne komme i kontakt med en pige. Uanset hvor dumme de måtte være. Og drengene interesserede sig for ting, som jet syntes var uinteressante. Fx hvor hurtigt hver eneste bil på vejen fra skolen kunne køre ved at tjekke tachometeret.
Jeg er meget i tvivl, om jeg virkelig var blevet lesbisk i et andet miljø. I en anden familie.
Jeg har mødt mange søde mænd. Men der er en glasvæg mellem os. Jeg oplever dem som mere selvoptaget end empatisk. Jeg kender også mange kvinder, der er selvoptaget, men flere, der ikke er så selvoptaget som jeg oplever det fleste mænd. Hvem er hvis støtte?
Jeg mener ikke, at kvinder er bedre mennesker. Jeg har set for mange irriterende kvinder og rare mænd. Men jeg ser, at kvinder stadig – 50 år efter de første Rødstrømper, har dårlige kort i vores land, i alle andre lande og kort i verdenen. Nogle steder dårlige end andre. Nogle steder har de slet ikke nogle kort.
Da jeg blev 18, faldt både kvindebevægelsen og snart efter lesbisk bevægelse lige ned fra himlen og landede foran mine fødder.
Det er ikke mig, der havde opfundet kvindefrigørelse, jeg ville jo bare helst være en dreng, men den gjorde mig glad for og stolt af den krop, som jeg igennem mit liv ikke havde regnet for noget.
Jeg kunne godt lide min krop, det var slet ikke sådan, men hvad skal man dog bruge en kvindekrop til i en verden, der kun venter på at blive taget i brug af mig. Hvad skal man dog bruge en kvindekrop til, når man nu elsker andre med kvindekrop.
Det korte af den lange historie er, det lærte jeg. Jeg svømmede in vores dejlige kroppe. Vore møde kunne fortrylle mig, gør mig til et helt og hel menneske. Gøre mig lykkelig, ikke bare satisfied, men lykkelig. ”I can’t get no satisfaktiion” var der nogle selvoptagede mænd der sang om. Vi var lykkelige.
Heteroseksuelle kvinder i vores lille kvindegrupper kunne være kede af ikke at få en ”vaginal orgasme”, som vi kaldte den. Vi hånede dem lidt. Og det var ikke pænt af os.
I 90erne havde kvindebevægelsen som en bred bevægelse tabt pusten. Lesbiske risikerede ikke længere at blive svinet til i aviserne eller på en arbejdsplads. Ikke fordi nogen elskede os, men vi blev tolereret ligesom andre handicappede.
Jeg blev på sin vis gjort arveløs, men så stille, at jeg slet ikke rigtig opfattede det sådan, indtil flere år senere. De var til deres livs ende meget flinke og venlige mod mig. Stort set.
Nu fandtes der kvindeforskning og ligestillingsansvarlige i politiske instanser, og en forståelse for, at kvinder også ønskede mandejob og fri abort og meget andet.
Ligeløn har vi ikke den dag i dag, og der er stadig rigtig meget galt i vores samfund, når man tænker på kvinders vilkår i livet, men de unge kvinder begyndte at syntes, de ikke længere behøvede at kæmpe for noget, som der ikke allerede var blevet taget hånd om.
Jeg husker en artikel i Information hvor en dengang ung kvinde håner en gammel feminist for stadig at tale om de samme problemer. Den unge kvinder kunne ikke se, at der var noget galt.
Butler skrev fra 1990 om køn og gender. Og vi troede at det handlede om, at man har en krop, et køn, svarende til kønsorganerne og en gender, dvs. at den stereotype kønsrolle, som det enkelte menneske udlever, altså om man tage kjole på og bager kager eller om man tager bukser på og bliver soldat, kan være fuldstændig tilfældigt knyttet til de to typer af kroppe.
Der findes få mennesker, hvis kønsorganer ikke er entydigt udviklet, intetkønnede, men de fleste mennesker har entydige kønsorganer. Entydige nok, til at tilskrive dem et køn.
Vi så os selv om ”androgyne”, som flydende i vores udtryk. Nogle gange mere kvindelig, nogle gange mere mandlig i vores gender, som jeg ser som et andet ord for ”udtryk”, som stereotyp
I starten af 00erne var jeg blevet for gammel til selv at få børn, men igennem kvindelejren, som jeg havde været med til at modernisere og føre frem og ind i det nye årtusinde var jeg blevet veninde med en del yngre kvinder, der begyndte af stifte familie og få børn.
Min lokale legetøjsbutik spurgte ved hver eneste gave, som jeg købte til de små nyfødte som velkomst, om det var til en dreng eller en pige, for at de kunne pakke gaven ind i lyserødt eller lyseblå. Indtil jeg sagde: Ved I hvad jeg pakker den selv ind. Så fik de neutralt papir med aber på og fremover fik jeg et grønt bånd, uden at de behøvede at spørge mig.
Den fornyede kvindelejr blev en stor succes og mens der havde været lidt spinkle besøgstal i de sidste år i det sidste årtusinde, eksploderede interessen. Unge kvinder strømmede til og jeg kunne ikke få armene ned.
Jeg ved ikke helt, hvordan det kunne ske, men i dag befolkes kvindelejren af mange unge, der insisterer på at give sig pronomen, når de præsenterer sig selv, altså om de vil kaldes ”han” eller ”hun” eller noget andet. De kalder oftere ”queer” end ”lesbisk”, og ønsker at lejren holder op at blive kaldt ”kvindelejr”, mens der nu i hvert fald er queere uger.
Jeg bliver om et øjeblik 70år gammel og jeg har i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at jeg nogensinde kunne blive så gammel, at jeg syntes de unge var langt ude i deres politiske engagement.
De er supersøde og kreative og kloge og skønne og smukke og jeg ved ikke hvad, og besat af en absurd idé om, at lænkerne, hvordan kønnene skal opføre sig stereotypt, som man bliver presset i i et billede som mand eller som kvinde, forsvinder, når de giver sig betegnelser.
Mens jeg i min ungdom har insisteret på at jeg som kvinde havde ret til at elske en kvinde og opføre mig som en mand og klæde mig som en mænd, hvis jeg altså ønskede det, elsker de kvinder og opfører sig som en mand og klæder sig som en mand og kalder sig ”han” og ”mand”.
Hvad er det fede ved det?
Jeg synes butch lesbiske er fantastiske, aktive, kreative kvinder, som afgjort ikke dyrker det ”kvindelige”, men kvinder. Både lidt feminin og lidt maskulin. Hvis vi skal tale om stereotyper.
Jeg har nu set transmænd, som er lige så kedelige, som jeg oplever de mest kedelige mand. Hvad i alverden vil de på kvindelejren?
De må jo godt komme, fordi de har en kvindekrop, men hvad er meningen? Hvis det ikke skal være en kvindelejr, og hvis mænd nu hyldes så meget, at de vil identificere sig som mand, hvorfor så ikke vare åbne lejren for alle mænd. Altså hvis de er lidt søde.
Fornemmer man en vis arrogance fra queer side overfor heteroseksuelle mennesker? Og når det er en queer lejr og ikke længere en kvindelejr. Er de heteroseksuelle kvinder ikke længere velkomne?
Netop de heteroseksuelle kvinder på kvindelejren har jeg altid været enorm glade for. Det kan godt blive lidt for indspist kun at hygge med lesbiske. De heteroseksuelle kvinder kunne altid bidrage med noget, som de lesbiske ikke kunne.
Ikke mindst solidariserer jeg mig politisk da stadig med kvinder og ikke med mænd. Jeg ser først, om en lov gavner eller skader kvinder og så om det gavner eller skader mænd.
Der er for mange love, der gavner mænd mere end kvinder. Det er en påstand, og hvis den ikke passer, så vil jeg modificere den til, at for mange uskrevne love gavner mænd og ikke kvinder.
Hvorfor kvinder har brug for kvinderum som pusterum.
Sådan et pusterum har kvindelejren været. Jeg kan ikke sige, i hvilken retning kvindelejren forandrer sig, når der først kommer flere og flere transmænd. De har det sikkert sjovere på kvindelejren end i bøsserne saunaer og værtshuse.
Jeg ser det ikke som en befrielse for kvinder, men som en fjendtlig overtagelse. Hvordan skal vi være stolte kvinder, når der går kvinder, der påstår de er mænd?
Det er frækt at sige man er mand og tisse på mandetoilet. Det har været frækt at Jeanne d’Arc har taget mandetøj på og ført Frankrig i nogle sejre som hærfører. Hun blev da også brændt som heks.
Men det er da ikke kvindefrigørende at sige man er mand, fordi man føler det, og indtage rum på kvindelejren og lade sig fejre.
Det er da heller ikke fair, når transkvinder stiller op i kvindesport og vinder medaljer. Men det sker og de queere ser ud til at synes det er helt fint.
Hvordan skal vi nogensinde forstå, hvordan samfundet behandler mennesker med kvindekrop, kvinder, når mænd, der føler de er kvinder, slører analysen af hvad der sker? Som et marginalt, men interessant eksempel: når der pludselig sker flere kvindemord, begået af ”kvinder”, i statistikken (og de mord er sket nogle steder. I aviserne bliver de også omtalt som kvinder).
Jeg er slet ikke imod man kan få lov at skifte køn. Men definitionen af køn er, at vi kun får tildelt en krop og senere føler, hvilket køn vi ”i virkeligheden” er.’´
De, er ikke følger denne definition er terf. Fx terfernes dronning J.R. Rowling. Hun siger slet ikke noget ondt om transpersoner. Men hun accepterer heller ikke denne definition.
Judit Butler fejres hos den queere ungdom i LGBT som deres helteperson eller hvad man må kalde han/hun/they, hvad ved jeg.
Og de nonbinære, skulle man tro, er androgyne som du og jeg. Men sådan er det ikke. Jeg er blevet ghosted af en ”nonbinær”, fordi jeg netop har spurgt, om nonbinær ikke er det samme som ”androgyn”, men det er det ikke. They blev virkelige rimelig fornærmet i betragtning af den antagelse.
Den tyske feminist Alice Schwarzer kalder den ”nonbinære” Nemo for reaktionær, fordi han – i stedet or at gøre kønsstereotyperne fri, fastfryser dem.
Men Schwarzer bliver kaldt lortebunke (terf og turd) af moderne tyske heteroseksuelle komikere, der hepper på den queere ideologi.
Og jeg påstår, at queerfeminisme er patriarkat 2.0. Med ønsket om rugmoderskab som eksempel.
Men nu er aftenkaffen klar og det her kunne man skrive ti gange så meget om.
Queer er en kvindefjendsk ungdomsreligion og Butler er deres profet.
Ulla Weber
Frederiksberg
16.5.2024
Ulla.weber12@gmail.com
26 27 38 11