Identitet

Der tales så meget om identitet i disse år, om national identitet i Danmark, om kønsidentitet i LGBT-kredse.

Det er to vidt forskellige tankeverdener, de to diskurser bevæger sig i, mens, fælles for dem er, at man må spørge, hvad identitet overhovedet er for en størrelse.

Jeg er forbavset at emne identitet er blevet så hot 45 år efter jeg intenst har beskæftiget mig med netop dette emne i mit fag kulturantropologi, som jeg har læst hos prof. Ina-Maria Greverus i Frankfurt/Main.

Uden at jeg kan høre, at nogen gør sig umage at spørge, hvad identitet egentlig er.

Det er ikke min mening her at skrive en videnskabelig afhandling, men jeg ønsker at præsentere de tanker, hvad jeg har fået ud af at være Greverus elev.

Ifølge Greverus opnår nogen “identitet” ved at se sig selv som … , blive set af andre som … , og ikke mindst blive accepteret og værdsat af andre som … .

Alle kan kalde sig hvad de har lyst til. Hvis nogen siger hun er en løvinde. Kan man konstatere, ok, sådan ser hun sig. Det er jo fint. Men ingen behøver at blotlægge sine inderste følelser og tanker, om vedkommende nu virkelig er rigtig løvinde.

Men det er mere kompliceret, når mennesker med en mands krop siger, de er kvinder, fordi de føler, at det er det de er.
I sig selv er det ikke et problem, ligesom med løvinden. Las os bare forholde os til hende som kvinde og gør de ting, som gør i forhold til en hvilken som helst kvinde, som kvinde.

Men for mig bliver det kompliceret, hvis vedkommende i kraft af denne selvvurdering vil definere kvindekønnet. Jeg er ikke bare en kvinde, jeg kræver   – og får alle kvinders rettigheder, til alle kvinderum og til alle kvindefællesskaber. Det kan jeg godt presse kvinderne til. Hvis jeg ikke kan tvinge dem, fordi det er private fællesskaber, kan jeg presse dem moralsk.

Uanset hvordan jeg ser ud eller hvordan jeg faktisk opfører mig på en måde, som man kender det fra helt almindelige mænd.

Jeg har aldrig “identificeret” mig som kvinde. Tværtimod har jeg nægtet at tage kvinderollen til mig og klæde mig, som man forventer det af en afholdt kvinde.
Jeg er faktisk blevet skæld ud for at være “mandeidentificeret”. Men det har været en fornærmelse for mig. Jeg har måske klædt mig som en dreng og har haft interesser, som det ofte er mænd, der har, men jeg har taget mig denne ret som “kvinde”.
Jeg er så ked af, at man fortæller små piger, som man tidligere kaldte for “tomboy”, at de “i virkeligheden” er en dreng.
Og nogle vil foretage voldsomme indgreb på deres dejlige krop, som ikke kan gøre dem til en “rigtig” mand.
Og de kan fortryde voldsomt om nogle år.  Nogle gør det allerede og bliver hadet i det miljø, som de egentlig stadig føler de er en del af.  (Siger Nele.)

I kvindebevægelsen har jeg gjort opmærksom på, at jeg bliver forfordelt, truet, ladt i stikken, set ned på, fordi jeg har en kvindekrop. – Uanset mine evner og færdigheder. Jeg har fået frataget muligheder, fordi jeg har en kvindekrop. Ikke fordi jeg ikke havde evnerne, til at følge en mands levevej og karriere.
Som barn har jeg måske identificeret mig med drenge. Men senere blev jeg klar over, at jeg på ingen måde ønsker at være en mand eller at have en mandekrop, tværtimod. Jeg er blevet ret glad for den krop jeg har og for netop dens muligheder at elske og give kærlighed.
Og selv om jeg ville have ønsket at få en mandekrop – nogle kvinder ønsker større bryster, andre kan ikke leve uden en penis – er det ikke mit indtryk, at lægevidenskaben er i stand til at ændre en krop på perfekt vis. Man kan give hormoner og man kan implantere hjælpemidler, men er en mænd eller en kvinde ikke meget mere end det? På godt og ondt.
Det gør noget med mig at vokse op som pige, der ved, at hun kan blive gravid. Frivillig eller ufrivillig. Livmoderen er i min oplevelse det, der adskiller kvinder fra mænd. Men livmoderen er mere end et apparat, der kan føde børn. At kvinder er undertrykte og bange i det offentlige rum, afhænger i høj grad af, at vi har en livmoder. Den er ikke det eneste, der gør os til kvinder, men den er elementær.

Nogle transaktivister vil definerer transkvinder ved at ville definere os almindelige kvinder som “kvinder med livmoder” og sig selv generelt som “kvinde”.
Og det er nu, jeg tænker på Greverus definition.

Kvinden, der kalder sig løvinde, kan godt leve med, at hun ikke behøver at have en loves krop. Hun ved godt, at vi godt kan se hende som løvinde, selv om vi selvfølgelig ved, at hun ikke er en løve so andre løver. Og der er ingen, der vil definere løver på ny og på en måde, der muliggør, at hendes definition af den almindelig løve rummer hendes måde at se sig selv som løve.

Hvorfor betyder krop i vores kropsfikserede kultur pludselig ikke noget? Hvorfor må kvinder med kvindekrop ikke have definitionen af hvad en kvinde er for sig selv?

Jeg kan godt forstå de mennesker, der ikke føler, at deres sind passer til deres krop. Og selvfølgelig skal alle principielt have frit adgang til de aktiviteter og rum, som det respektive andet køn har adgang til.
Det er så fint, at mænd også vil være pædagoger og sygeplejersker og være hjemmegående med børnene og sminke sig og gå med store kjoler – selv om det sidste ikke er et behov jeg som kvinde har.

Men det er også sådan, at patriarkatet ikke er afskaffet, fordi et fåtal af mænd ser sig selv so kvinde.
Kvinder – dem med kvindekrop – har af mange grunde brug for rum, hvor de kan være sig selv, sammen med dem, der netop har en kvindekrop. Og det er meget mere omfattende end at det ikke er en katastrofe, hvis en kvinde skal se på en penis i et omklædningsrum eller møde en person med penis på dametoilette. Jeg ser frem til at opsøge de oftest minder besøgte herretoiletter, dem, hvor der ikke er kø, ved at sige, at jeg er mand.

Jeg oplever det som anmassende og brutalt, at mennesker med mandekrop invaderer separatistiske kvinderum – som jeg har oplevet det ikke fordi de seriøst er interesseret i den kultur kvinderne i disse små, ubetydelige rum og heller har udviklet og været glade for – men for at stive deres egen identitet som kvinde af.

Når vi ser på Greverus definition af identiet, for at være anerkendt, accepteret og holdt af i en påstået identitet som kvinde. Det er ikke nok at se sig selv o blive set af nogle andre.
Alle skal acceptere dem som kvinde, også de kvinder, der er meget anderledes end netop transkvinder, og har deres definition af at være kvinde, som fx ikke inkluderer mulighed for at have en penis. Som er det instrument, der giver almindelige mænd magt over kvinder.

Jeg vil gerne inkludere transkvinder, der seriøst er interesseret i min kultur i mine kredse. Ikke mindst er jeg som kvinde blevet opdraget nok til at se mig som støtte og hjælper til personer, der har det svært. Også personer med en transdysphorie – der ikke kan leve med den krop de har fået og ikke kan blive lykkelige med den.
Men der er grænser.

Hvis alle med mandekrop bare kan påstå, de er kvinde, og det skal loven lægges op til, er der ikke ret meget beskyttelse og søgen efter identitet for de kvinder tilbage, der har brug for netop at finde ud af hvad det betyder at være menneske med kvindekrop i et patriarkat.
Og jeg fornemmer, at det slet ikke er de stakkels mennesker med en transdysphorie, der fører an i kampen mod feminister i hele verdenen, fx Rowling, som blev opsøgt foran hendes private bolig, men at det er patriarker med sjovt tøj på, som de betragter som “kvindetøj”.

Når det handlet om ret til rum, i verdenen og i det små, er spørgsmålet, hvem der har brug for mere støtte i at opnå identitet, hvem skal opnå identitet på hvis bekostning, kvinder med kvindekrop eller transkvinder?

Og er verdenen ikke stor nok til, at transkvinder også kan realisere sig selv, når de lader de små rum, som kvinder med kvindekrop har helt for sig selv, være i fred?

Nogle siger, at transkvinder er søde mennesker, der slet ikke forstyrrer. Det tror jeg på er rigtig. Men de fleste mænd er også søde nok til ikke at begå voldtægt i en mørk park.
Det er alligevel ikke rart for en kvinde alene at skulle gå tur i en park, selv om sandsynligheden for voldtægt er meget ringe. Det er ikke en sikker rum.

Kvinder har brug for deres egne rum. Ikke nødvendigvis for at føle sig sikker, men for at kunne mærke deres egen identitet, der slet ikke er identisk med en genderidentitet “kvinde”.

Nogle gange fornemmer jeg, at transaktivister netop ser et sammenfald mellem genderidentitet og kønsidentitet.
Nogle transkvinder opfører sig og klæder sig på en “kvindelig” måde, som ingen kvinde i min omgangskreds gør det.

Skal de virkelig definere kvindekønnet? Når vi dårligt selv tør at gøre det?